Afholdte kurser

Indkaldelse til generalforsamling 2023

Generalforsamlingen afholdes søndag d. 30. april kl. 11 – 12

Sted: Naturama – Dronningemaen 30, 5700 Svendborg

 

 Dagsorden ifølge vedtægterne:

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af referent
  3. Bestyrelsens beretning ved formanden
  4. Fremlæggelse af regnskab ved kassereren
  5. Fastsættelse af næste års kontingent.
  6. Valg til bestyrelsen

              Karsten Elmose Vad, Sørens Rafn og Kristian Mandrup Poulsen er på valg og genopstiller

              Louise Villekjær Jensen genopstiller ikke – Bestyrelsen indstiller Mette Ammitzbøll Nielsen

       Valg af suppleanter

               Bestyrelsen indstiller Sirka Lundahl

  1. Behandling af indkomne forslag.

                 Sendes senest 16/4 til formand Brian Ravnborg på formand@biologiforbundet.dk

  1. Eventuelt

Tilmelding i forhold til traktement

Oplæg om hasselmusen

Efter generalforsamlingen vil der være et oplæg om hasselmusen af Thomas Bjørneboe Berg, formand for Dansk Pattedyrforening og seniorforsker på Naturama.


Tilmeld dig generalforsamlingen og så sørger vi for noget lækker forplejning.

Vi glæder os til at se jer!

Tag til Æbelø med Biologiforbundet

– en unik tur mellem himmel og hav

Kom med til den lille ø, Æbelø, som ligger 4 km nord for Fyn, og oplev øens helt særlige flora og fauna sammen med andre biologi-entusiaster og en stedkendt guide. Her kan bl.a. opleves dådyr og mufloner, havørne og smuk gammel egeskov. Undervejs vil vi også komme ind på natursyn og adgang til sårbare områder. 

Vi vader gennem vand frem og tilbage til øen før og efter lavvande. Sammen med gåturen rundt på øen skal man regne med mellem 15 og 18 km krævende vandretur. Man skal være i almindelig god form for at deltage, og turen egner sig ikke til mindre børn.

Dato og tidspunkt: Lørdag d. 26. august kl. 10.45 – ca. 18.30. 

Der er begrænset antal pladser på 25, så tilmeld dig hurtigst muligt og senest den 8/8.

Pris: Medlemmer af Biologiforbundet (+ medlemmers familie) 120,- (oplys medlemsnummer eller institution ved tilmelding). Ikke medlemmer: 200,-. Prisen inkluderer kage og snacks.

Mødested: Turen starter ved Lindøhoved 60, 5400 Bogense. 

OBS: Turen aflyses, hvis det er ekstremt vejr som kraftigt regnvejr, tordenvejr eller hvis vinden drejer i nordøst eller nordvest og giver forhøjet vandstand. Hvis turen aflyses på grund af ekstremt vejr, tilbagebetales tilmeldingsgebyr

Praktiske informationer om påklædning mm. sendes senere på mail til deltagerne.


Gå til tilmelding

Biologi Marathon 2023 – Faglig forkælelse i felten

I Brandbjerg Sønderskov og langs Grejsdalsstien med overnatning på Brandbjerg Højskole. 

Kom med på 24 timers feltkursus den 15/9 til 16/9. Du får en unik mulighed for at fordybe dig i Vejles smukke natur og blive fagligt opdateret sammen med ligesindede.  

Dette års Biologi Marathon afholdes langs Grejsdalsstien ved Vejle, hvor den gamle skov på de stejle skrænter har ligget som urørt skov siden 1997. 

I denne unikke natur er der blandt andet mulighed for at undersøge ellesump, et myldrende svampeliv og livet i den rene bæk. 

Fredag vil der være fokus på nattens dyreliv. Vi bliver taget i hånden af vores to meget vidende eksperter på området. Westy Ebbesen, som guider os rundt i flagermusenes verden og Finn Lillethorup, som vil åbne en verden af nattens insektliv op for os.

Du vil få idéer til din undervisning, samtidig med uformel erfaringsudveksling og mødes med andre med fælles interesse for at dykke ned i naturens fantastiske verden og sætte navn og historier på. 

 

Spisning og overnatning foregår på Brandbjerg Højskole

Tid: Fredag d. 15. september 2023 kl.17.00  – lørdag d. 16. september kl. 17.00 – seneste tilmelding d. 5/9 2023

Mødested og overnatning: Brandbjerg Højskole, Brandbjergvej 12, 7300 Jelling

Pris: 400 kr. for medlemmer/institutionsmedlemmer af Biologiforbundet og Naturvejledning Danmark. Pris uden medlemskab 1000 kr.

Læs mere og tilmelding på hjemmesiden: Kaskelot.dk

Prisen dækker overnatning i delt dobbeltværelse med eget bad og toilet og forplejning (velkomst-snack, aftensmad, morgenmad, frokost og kage). Drikkevarer ud over vand og kaffe/te er ikke inkl. men købes på stedet. Tillæg for enkeltværelse 200 kr. Ved overnatning i shelter fratrækkes 200 kr. Skriv ønske til overnatning i feltet meddelelse. 

Program:

Fredag d.15. september

16:00 til 17:00  Ankomst og indkvartering

17:00 Velkomst med kaffe/te, præsentation af deltagere og intro til kurset og området

18:00 – 19:00 Aftensmad: Buffet på Brandbjerg Højskole.

19.00: Oplæg om flagermusene omkring Brandbjerg Højskole. Efterfølgende går vi på jagt med detektorer v. Westy Ebbesen

Imens bliver der opstillet forskellige former for lyslokning af nattens insekter.

Finn Lillethorup vil guide os og tjekke fælderne med os omkring klokken 21, 23 og 24.30

Man bestemmer selvfølgelig selv, hvornår man går til ro. Vi regner også med, at der er god tid til hyggeligt samvær i mellemrummene – Enten ved bålet eller i Brandbjerg Hovedgård.

 

Lørdag d.16 september

7:30 – 8:30 Morgenmad – Brandbjerg Højskole

9.00: Opsamling i forhold til aftenens fangst af insekter

9.45: Udtjekning

10.00 Feltarbejde i grupper med fokus på svampe, vandløbet eller ellesumpen som biotop

12:00  Frokost – Sandwich i det grønne og måske en lur i shelterne

13.00 – 14.30 Vi arbejder videre i felten. 

15.00 – 16.30  Kaffe/te og kage. Vandretur langs Grejsdalstien med fokus på historien i planten

 

16.45 Afslutning og afrejse

 

Tag fat på Adfærdsdesign

Onsdag d. 15. marts 2023 kl. 09:00 til 16:00, Nationalpark Skjoldungernes Land, Lejre

Vi har etableret et samarbejde med Naturvejledning Danmark, og det er derfor muligt for biologiforbundets medlemmer at deltage til medlemspris i udvalgte kurser i Naturvejlederuddannelsen.

“Tænker du nogle gange, at hvis dine elever bare havde mere viden om f.eks. hvorfor affaldssortering er godt for miljøet, så ville de gøre det mere derhjemme? Eller har du oplevet at lave en genial selvkørende grejbank, der selv efter et motiverende lærerkursus alligevel aldrig blev brugt? Så er du ikke den eneste – men hvorfor virker det ikke altid som du havde tænkt og hvad kan du gøre i stedet?”

Har dette fanget din interesse, så læs mere og tilmeld dig på Naturvejledning Danmarks hjemmeside.

Tilmeld kurset: https://naturvejleder.nemtilmeld.dk/46/

Fremtidens Fødevarer

Kom med Biologiforbundet den 21.01.2023, når vi besøger Havhøst og Skoletjenesten SCIENCE på Københavns universitet, og får indblik i deres undervisningsforløb målrettet grundskolen. 

Det bliver en dag med fokus på mulighederne for udeskole og samarbejde, med et eksternt læringsmiljø i den vigtige undervisning i fremtidens fødevarer.

Havhøst

… er en sammenslutning af maritime nyttehaver, NGO´er, skoler, virksomheder og frivillige, som har en stor forkærlighed for havet, maden som kan frembringes derfra og bæredygtig udvikling. Som en køkkenhave i havet, dyrkes tang, østers og muslinger uden at tære på naturen. 

Hos Havhøst skal vi se, hvordan de bidrager med læring og viden omkring brug af havet som den største fremtidige resurse til bæredygtig dyrkning af fødevarer. De udbyder gratis undervisningsforløb til københavnske folkeskoler gennem Åben Skole. 

Undervisningen er for 4. – 10. klassetrin og udbydes både til afvikling på skolen eller hos en af Havhøsts egne bølgemarker. Her kommer eleverne helt tæt på og lærer om havet som naturresurse. Læs mere på Havhøsts hjemmeside Havhøst.dk, og kom med Biologiforbundet på tur til en bølgemark.

Skoletjenesten SCIENCE…

… har lokaler på Københavns Universitet på Campus Frederiksberg, og har mange års erfaring med formidling til grundskolerne. De udbyder en bred vifte af undervisningsforløb til 4.-10. klasse. Både som skoletjeneste i egne lokaler og med Cirkus Naturligvis, som er et tilbud der gratis rejser ud til skolerne på Sjælland og øerne. Læs mere på Science.ku.dk, brobygning

Vi får indblik i nogle af de tilbud Skoletjenesten udbyder til grundskoler. Temaet forbliver Fremtidens Fødevarer, og vi får eksempler på forskellige forsøg og materialer, som kan bruges tværfagligt i praksis, blandt andet et af deres nyeste forløb, Mæt i Planter. 

Praktisk

Vi starter hos Havhøst kl. 10 og bevæger os derefter hen til Skoletjenesten, hvor der vil blive serveret en lækker frokost med fokus på bæredygtighed, økologi og planter. 

Arrangementet slutter omkring kl. 16.

Vi gør opmærksom på, at det højst sandsynligt bliver en kold dag, og da vi primært er udendørs hos Havhøst er det en god idé med varmt tøj. I fald vejret bliver rigtig skidt aflyser vi Havhøst, de tilmeldte bliver i så fald underrettet.

Vi glæder os til en dag, hvor vi går hjem med masser af nye inputs til undervisningen og får indblik i undervisning, som kan bookes ud af huset. 

Tilmelding og pris

Tilmeldingsfrist: 1.1. 2023, først til mølle.

Pris: 100 kr. for medlemmer, Ikke medlemmer 175 kr. 

HUSK: hvis din skole er medlem, får du også arrangementet til medlemspris

Dato: 21.01.2023 kl. 10.00 – 16.00

Mødested: kl.10.00 Havhøst, Kalvebod Bølge, vi mødes ved container 6, den sydligste bølge ud for Marriott Hotel. Tæt på Langebro.

Max 25 deltagere

Naturdannelse

Vi har etableret et samarbejde med Naturvejlederuddannelsen, og det er derfor muligt for biologiforbundets medlemmer at deltage til medlemspris i udvalgte kurser i Naturvejlederuddannelsen. 

Det første på programmet er det spændende kursus om NATURDANNELSE. Kom og bliv klogere på begrebet og bliv inspireret til en ny vinkel på din undervisning den 21/11 på Vestamager. Du kan med fordel læse rapporten BØRNS NATURDANNELSE. Naturen i barnet – barnet i naturen. Af Rikke Hartmeyer og Søren Præstholm. Udgivet af Center for Børn og Natur ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet, Frederiksberg, januar 2021.

Find rapporten her: Naturdannelse

Tilmeld kurset: https://naturvejleder.nemtilmeld.dk/45/

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.